Lige nu er jeg på det vildeste eventyr!
Jeg har gået til keramik i mange år og har da også haft min egen sparkeskive i nogle år. Den blev da også brugt. Lidt...
I foråret 2023 købte jeg en el-drejeskive og så skal jeg da lige love for, at det greb om sig!
Inden længe måtte jeg erkende, at jeg var nødt til at købe en ovn, så jeg købte en rigtig fin 100 liters top-ovn.
Jeg indrettede mig et hyggeligt værksted i et træhus vi havde i haven, men da det blev vinter måtte jeg erkende, at det ikke var en udelt fornøjelse derude.
Huset var ikke isoleret, vinduet kunne ikke åbnes og døren kunne ikke lukkes. Jeg malede en herregårdsflise i fine farver og brugte den til at holde døren lukket.
I løbet af vinteren fik jeg skiftet dør og vindue og i samme forbindelse isolerede vi også, så det blev en kæmpe fornøjelse at være der!
Både temperatur og indeklima var noget helt andet og meget mere indbydende end tidligere, så jeg tilbragte mange timer dernede.
På et tidspunkt foreslog min mand, at jeg skulle gå all in og inddrage vores store dobbelt-garage til værksted.
Man skulle tro, at det var omvendt, men det var det ikke.
Jeg syntes faktisk, at det lød lige lovlig voldsomt - og hvor skulle vi så parkere?
Det korte af det lange er, at vi byggede en carport til bilerne og begyndte det mega store arbejde at bygge garagen om til et værksted - og det er dér vi er lige nu: midt i ombygningen og midt i det vildeste eventyr!